En frisk dessert med god syre fra passsionsfrugterne.
Server passionsfrugtsorbeten med nøddemarengs og frisk passionsfrugt.
Tip: Nøddemarengsen kan med fordel laves et par dage i forvejen og opbevares derefter i en lufttæt beholder.
19 passionsfrugter
2 dl sukkerlage
1 knsp flagesalt
2 blade husblas
Sukkerlage:
200 g sukker
200 g vand
Nøddemarengs:
3 æggehvider
1/2 tsk æbleeddike
Knap 3 1/2 dl sukker
100 g ristede hasselnødder uden hinder
Nøddemarengs:
Pisk æggehvider skummende og tilføj derefter eddike. Tilsæt lidt efter lidt sukker og rør marengsen stiv på røremaskinen. Blend ristede hasselnødder til fine stykker. Vend nødderne i marengsen. Hæld massen på en sprøjtepose og sprøjt dem ud i små runde bunde på bagepapir. Bag dem ved 150 grader i ca. 35 min (til de er nemme at få af bagepapiret).
Passionsfrugtsorbet:
Kog sukker og vand sammen til en sukkerlage og lad den afkøle.
Læg husblas i vand i 10 min.
Halvér passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ud. Pres herefter passionsfrugt massen igennem en finmasket si, så de sorte kerner sorteres fra. Bland frugtsaften med 2 dl sukkerlage og varm blandingen op i en gryde, det må ikke koge (men det skal være varmt).
Vrid vandet fra husblassen og tilsæt det under omrøring, til det er smeltet. Sluk for blusset og lad iscremen køle af i et par timer i køleskab, inden den køres til sorbet på ismaskinen.
Jeg plejer at køre den ca. 1 time på ismaskinen og lader den derefter fryse en halv time i fryseren inden servering.
Server passionsfrugtsorbeten på bagte nøddemarengs med frisk passionsfrugt på toppen.